-
Business-overblik: Milliarder af kroner og tusinder af danske jobs på spil ved tysk valg
Source: BDK Finans / 17 Feb 2025 01:13:12 America/New_York
God morgen og velkommen til en ny uge og dermed det første Business-overblik. I dag runder vi blandt andet: Regeringen vil milliardopruste uden at sende ordre i udbud Små forsikringsselskaber trues på livet af opkøb Klokken 9.30 kom Mette Frederiksen med en klar opfordring. Siden da har danskerne købt udskældte aktier som aldrig før Import af brugte elbiler slår alle rekorder Men vi begynder med det tyske valg i denne uge, hvor mange danske virksomheder holder vejret. God læselyst, og følg med dagen igennem på Berlingske Business! Dagens hovedhistorie Milliarder af kroner og tusinder af danske jobs på spil ved tysk valg I hvert fald 100.000 danske jobs vil blive påvirket af, hvordan udfaldet af det tyske forbundsvalg 23. februar ender. Økonomisk afmatning, usikkerhed og pres på industrien i Tyskland vil nemlig påvirke danske virksomheders milliardeksport, herunder 400 firmaer, som er underleverandører til den tyske bilindustri, en af Europas vigtigste. Også tøj er en stor eksportvare, som udgør omkring en tredjedel af den samlede eksport til Tyskland, skriver Finans. Selv om USA i 2020 overhalede Tyskland som Danmarks største eksportmarked, genererer salget til tyskerne – i januar-november 2024 på 124 milliarder kroner – fortsat flest jobs i dansk erhvervsliv. »For dansk erhvervsliv vil det være meget positivt, hvis det tyske valg fører til, at der bliver skruet mere op for offentlige investeringer. Og at der i det hele taget bliver pustet fornyet liv i tysk økonomi,« vurderer erhvervsøkonom Morten Laugesen fra Sydbank i en aktuel analyse. Det skriver vi om 1. Klokken 9.30 kom Mette Frederiksen med en klar opfordring. Siden da har danskerne købt udskældte aktier som aldrig før Antallet af danskere, der har købt aktier i våben- og forsvarsindustrien, er eksploderet det seneste år. Ifølge eksperter skyldes det både en legitimering af industrien hos politikerne og lugten af penge, som vejer tungt – og måske også tungere end etiske overvejelser. 22-årige Oscar Kure blev fristet af afkastet, men har også sine forbehold. Læs historien her. 2. Pensionisten Jan Madsen vinder sag mod Kammeradvokaten om »eksorbitant« salær – var tre gange for højt Jan Madsen måtte vente i månedsvis på at få omkring to millioner af sine egne penge tilbage efter konkurssag. For Kammeradvokaten trak ham i landsretten og fastholdt, at han skulle betale et »eksorbitant« salær. Nu har Jan Madsen vundet sagen og har igen rettens ord for, at salæret var tre gange for højt. Advokathuset tager afgørelsen til efterretning. Læs historien her. Det bør du også læse Eksperter: Det skal stå lysende klart for danskerne, hvad de betaler i »den oversete skat« Danskerne betaler hvert år et anseligt beløb i skat på deres pensionsafkast. Flere eksperter vil have frem i lyset, hvor meget det rent faktisk drejer sig om. Det bakker Venstre op om. Læs historien her. Det skriver andre medier om 1. Regeringen vil milliardopruste uden at sende ordre i udbud Den næste store ordre på luftforsvar fra Forsvarsministeriet på 18-24 milliarder kroner vil blive lagt direkte hos producenten og dermed ikke blive sendt i udbud som normalt. »Man kan have nok så mange gode viljer. Men hvis man ikke får hastighed i beslutningen, sker der ingenting,« siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) til Jyllands-Posten. Sideløbende har radarproducenten Weibel Scientific netop underskrevet en skelsættende aftale for den danske forsvarsindustris engagement i Ukraine med det ukrainske Ukroboronprom, et konglomerat af 130 ukrainske forsvarsvirksomheder. Det kan skabe en milliardforrretning for selskabet i Ukraine, skriver Børsen. 2. Små forsikringsselskaber trues på livet af opkøb De små forsikringsselskaber står til at forsvinde ved opkøb og fusioner i forsikringsbranchen i den kommende tid. Deloitte-partner Jan Auerbach, som analyserer forsikringsbranchen, vurderer, at »vi kommer uden tvivl til at se en større konsolidering de kommende år«, og »især mellemstore forsikringsselskaber vil fusionere for at stå stærkere«, siger han til Børsen. De mindste vil blive købt op eller må fusionere sig til en kritisk masse i den skærpede kamp, hvor også kunstig intelligens (KI) vil spille ind, bifalder Jesper Danvad, mæglerchef for forsikring hos forsikrings- og pensionsmæglervirksomheden WTW. 3. Import af brugte elbiler slår alle rekorder I 2024 kom der godt 70.000 brugte biler til Danmark. De 59.628 kørte på el, viser tal fra Motorstyrelsen. Markedsanalytiker Jan Lang fra Bilbasen kalder det over for DR »en ret vild udvikling for brugte elbiler«, idet importen er fordoblet fra 2022 til 2023 og igen fra 2023 til 2024. De mange brugte elbiler fra udlandet holder priserne nede herhjemme, hvor der31. januar 2024 var indregistreret i alt 344.000 elbiler mod 200.000 ved årsskiftet 2023-2024. De tre populæreste elbilmærker, som blev importeret i 2024, var Volkswagen (14.889 biler), Tesla (5.729 biler) og Mercedes (4.855 biler). Det sker på markederne Aktier – indeks og udvikling i procent USA – lukkekurser fredag: Dow Jones: -0,37 procent S&P 500: -0,01 procent Nasdaq: +0,41 procent Asien – indeks mandag kl. 7.10: Japan Nikkei: +0,11 procent Hongkong Hang Seng: -0,75 procent Kina CSI Shanghai: -0,17 procent Tak, fordi du læste med, og rigtigt god mandag! https://www.berlingske.dk/business/business-overblik-milliarder-af-kroner-og-tusinder-af-danske-jobs-paa